Borger

Der bliver holdt øje med ’larven fra helvede’

07-07-2026

Egeprocessionsspinderen er ikke registreret i Helsingør Kommune, men udbredelsen af larven med de giftige brandhår følges tæt.

Larvens brandhår kan spredes med vinden og give udslæt med kløe og allergiske reaktioner. Foto: Luc Hoogenstein

Den lille larve, egeprocessionsspinderen, er ikke fundet i Helsingør Kommune, men udbredelsen af larven følges tæt af kommunens fagfolk i tæt samarbejde med Nordsjællands Park og Vej (NSPV).

Det skyldes, at egeprocessionsspinderen har skabt store problemer på Fyn. Larvens små brandhår kan spredes med vinden og give kraftig kløe, hududslæt og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner hos både mennesker og dyr.

Begrænset risiko

Egeprocessionsspinderen blev registreret første gang på Fyn i 2024. Sidste år blev der fundet en enkelt voksen han på Amager, men der blev ikke fundet en bestand i form af æg. Derfor forventes det på nuværende tidspunkt ikke, at egeprocessionsspinderen spreder sig naturligt til Helsingør Kommune. Arten spreder sig generelt forholdsvis langsomt, og hunnen lægger typisk sine æg på egetræer i nærheden af det træ, hvor den selv er udviklet.

Der er dog risiko for, at egeprocessionsspinderen importeres, når der plantes nye egetræer langs veje, i parker eller andre grønne anlæg, hvis der allerede er lagt æg i de nye træer.

Derfor arbejder Helsingør Kommune med en lokal forebyggelses- og beredskabsstrategi, hvor der bliver holdt øje med nyplantede egetræer og stilles krav til dokumentation og kontrol, når der købes nye træer til kommunens grønne projekter.

Information og samarbejde med borgere og private grundejere er også en vigtig del af forebyggelsen.

Giv besked

Hvis du ser larver på kommunale områder, som kan være egeprocessionsspindere, kan du kontakte NSPV.

Hvis du finder larver på privat grund, bør du eller grundejeren kontakte en autoriseret skadedyrsbekæmper.

Du kan læse mere om egeprocessionsspinderen i denne artikel udgivet af Københavns Universitet: Overvågning og bekæmpelse af egeprocessionsspinder – Københavns Universitet.

Følg med i de seneste nyheder