Det er meningsfyldt at hjælpe ens ældre medborgere, og det er et helt særligt privilegium at blive lukket ind i andre menneskers hjem og få lov til at hjælpe dem med noget så personligt, som at gå i bad, tage tøj på, få medicin og hjælpe ved måltiderne.
Sådan fortæller Duangratt Mahagarn Jensen om sit arbejde på Plejehjemmet Grønnehaven, hvor hun i dag er ansat som social- og sundhedshjælper.
For mig et det en tillidserklæring, som jeg værner om, og som jeg tager på mig med en vis ydmyghed,” tilføjer hun.
Af kollegaerne og beboerne på Grønnehaven bliver Duangratt kaldt Kay. Det er for mange nemmere at udtale, og det er under det navn, at de fleste kender hende. Derfor bruger vi Kay gennem resten af artiklen.
Kays vej ind i ældreplejen i Helsingør Kommune tog sin begyndelse, da hun i starten af 00’erne fødte sin første søn. Her kom sundhedsplejersken på besøg, og hun spottede hurtigt en særlig varme og omsorg i hjemmet.
Hun foreslog, at jeg søgte et arbejde i plejesektoren, og da jeg rigtig godt kan lide at være sammen med mennesker og drage omsorg for mennesker, tænkte jeg, at det måske var et godt sted for mig”.
En ny hverdag
Det er i dag mere end 25 år siden, at Kay trådte ind ad døren som det – der dengang hed husassistent – på plejehjemmet Strandhøj. Dengang var der mere tid til borgerne, og knap så mange krav til dokumentationen, som der er i dag.
Hun tog uddannelsen til social- og sundhedshjælper, og fik snart arbejde i kommunens hjemmepleje – et job hun var rigtig glad for, men som også sled på hende.
Det er et hårdt arbejde, hvor jeg oplevede, at der over årene blev mindre tid til opgaverne. Jeg nåede til sidst til et punkt, hvor jeg havde brug for en pause. Jeg følte ikke længere, jeg kunne følge med og levere den pleje, jeg gerne ville,” siger hun.
På Plejehjemmet Grønnehaven fik Kay mere af det hun savnede. Bedre tid.
Selvom der også ofte er travlt her, er det en fordel, at hun bruger hele dagen tættere på beboerne, og derfor har nogle andre muligheder.
Jeg kan gøre mere for beboerne her – nemmere tjekke op på dem, hvis de har brug for det en dag for eksempel.”
Værdifulde kollegaer
Udover værdien i at hjælpe andre, betyder et godt og tæt kollegaskab også meget for Kay, og netop det kollegiale fungerer godt på Plejehjemmet Grønnehaven.
Vi har det godt sammen, og kan nemt hjælpe hinanden. Det er vigtigt i et job som vores, fordi beboerne tydeligt kan mærke vores relationer.”
Af den årsag er det ifølge Kay heller ikke helt uden betydning, hvem kollegaerne er. De skal have en lyst til at være der, tage deres arbejde seriøst og ikke mindste have hjertet på det rette sted.
For hende er det vigtigere end kollegaernes uddannelsesbaggrund – og når hun tager imod unge ufaglærte med menneskeligt talent, så tøver hun ikke med at forsøge at præge dem til at fortsætte i faget.
Jeg har et stort ønske for det her fag, og det er, at vi bevæger os helt væk fra at tale om det, som om alle og enhver kan tage et job som vores. Det er ikke et job for alle. Vi skal anerkende dem, der virkelig gerne vil det, og som er her, fordi de er gode til at arbejde med mennesker, og så skal vi ikke være bange for at sortere dem fra, der ikke er rette til opgaven – heller ikke selvom vi mangler hænder,” siger hun med tilføjelse om, at det faktisk er en pligt.
Vi skylder først og fremmeste de ældre, at vi ikke lukker hvem som helst ind i deres hjem, men ved at efterleve, at ikke alle kan tage de her jobs, anerkender vi også de dygtige medarbejder bedre”.
En god velkomst til faget
For at påtage sig sin del af ansvaret har Kay takket ja til at blive oplæringsvejleder og forflytningsvejleder. På den måde er hun med til at sikre, at nyansatte får en god start med den oplæring, de har brug for.
Jeg vil gerne bidrage til, at mine nye kollegaer får en god start. Det er måske deres første skridt ind i et fag, som jeg håber, de vil være i i mange år, og jeg tror på, at det er en vigtig del af fastholdelsen af nye medarbejdere, at de føler sig klædt godt på til deres opgaver,” siger hun.
Hun er ikke bange for at stille krav til sine kollegaer – nye som erfarne. Faktisk mener hun, at det er en af hendes fornemmeste opgaver.
Nogle vil nok sige, at jeg er lidt hård, men det skal vi være. Vi skal stille krav til hinanden, så vi spiller hinanden gode og sikrer det bedst mulige niveau”.
Mere tid og stor motivation
Mens de seneste 25 år i Helsingør Kommunes ældrepleje er fløjet afsted, håber Kay, at fremtiden byder på et temposkifte.
Hun er klar over, at prognoserne tegner til flere ældre, der får brug for hjælp, og at der fortsat er mangel på plejepersonale, men hun håber nu alligevel, at det lykkes at finde nogle løsninger, der giver medarbejderne bedre forudsætninger for at udføre deres arbejde.
Ifølge hende vil det være med til at gøre arbejdet mere attraktivt, mens hun forudser, at det modsatte vil få konsekvenser.
Vi kan ikke løbe hurtigere nu, og skal vi det, så vil flere fravælge faget, og der vil mangle endnu flere hænder,” siger hun.
Hun ser dog stadig mange unge talenter, der ligesom hende selv ser det som deres kald at yde god og værdig ældrepleje. Det glæder hende, og hun vælger at tro på, at de kan sikre en positiv fremtid.
Vi skal gøre vores bedste for at holde på dem, der oprigtigt vil det her fag. Det skal vi gøre ved at give dem gode arbejdsforhold og muligheder for at dygtiggøre sig. Det har vi vel alle motivationen til. En dag bliver vi jo selv en ældre borger, der kan få brug for hjælp”.