Helsingør 600 år

Se alle budene på en jubilæumsplakat

04-06-2026

I Krydsfeltet på Kulturværftet kan du netop nu se en udstilling af de godt 60 kreative forslag, der er indkommet til 600-års plakatkonkurrencen.

Udstillingen af jubilæumsplakater kan ses frem til den 24. juni.

Helsingør - 600 år i streg. Det er titlen på en udstilling, som netop er åbnet i Krydsfeltet på Kulturværftet.

I udstillingen sætter Museum Helsingør spot på de godt 60 indsendte bidrag fra efterårets store plakat-konkurrence, som blev afholdt i samarbejde med Helsingør Kommune. Konkurrencen gik ud på at designe en jubilæumsplakat til 600-års fejringen.

Vinderen - en plakat af lokale Emilie Melgaard Jacobsen i en glad streg, fuld af håb og lys - blev udpeget i januar. Nu har du mulighed for at se alle de kreative bidrag på udstillingen i Krydsfeltet. Udstillingen trækker samtidig tråde tilbage i tiden med en original plakat fra byens 500-års jubilæum i 1926 og særlige nedslag i Helsingørs 600-årige historie.

Dejligt syn

'Helsingør - 600 år i streg' blev åbnet med en reception onsdag den 3. juni. 

Det er et fantastisk dejligt syn, når man kigger rundt.  Vi er hele paletten rundt i stilarter, farver og former. Det er i sig selv et godt billede på både den mangfoldighed og den kreativitet, vi rummer i Helsingør," sagde borgmester Benedikte Kiær ved åbningen.

Vinder Emilie Melgaard Jacobsen takkede juryen:

Jeg er glad for, at juryen har valgt en håndtegnet plakat og på den måde går op imod en AI-trend. Der er noget særligt ved værker, som er skabt af mennesker, der gør sig umage for at glæde andre mennesker."

Det er en plakat, fuld af håb og lys, og med masser af detaljer at gå på opdagelse i. Der er hav, tun, handelsliv, byens smukke gamle huse, Kronborg og andre kendte Helsingør-bygninger. Det er en håndmalet plakat med en meget personlig streg, som også taler til de yngre generationer – dem, som skal føre Helsingør ind i fremtiden, lød begrundelsen for vinderplakaten fra dommerkomiteen.

Helsingør - 600 år i streg

Udstilling af bidrag til konkurrencen om en jubilæumsplakat i anledning af 600-års købstadsjubilæet. Konkurrencen var udskrevet af Museum Helsingør og Helsingør Kommune.

Sted: Krydsfeltet på Kulturværftet

Tid: Frem til den 24. juni - og igen fra midten af august

Åbningstid: Samme åbningstider som Kulturværftet

Alle de flotte bud på en jubilæumsplakat er udstillet i Krydsfeltet.

Emilie Melgaard Jacobsen står bag den vindende jubilæumsplakat.

Følg med i de seneste nyheder