”Det er det fedeste, jeg nogensinde har lavet. Jeg sidder flere gange om dagen og smiler, fordi det er så fedt,” siger Caroline Erritzøe om arbejdet med købstadsjubilæet.
Caroline er et stort smil, når hun fortæller om Helsingørs Købstadsjubilæum. Hun er konsulent i Kultur, Erhverv og Fritid og har ansvaret for jubilæumsprogrammet. Fejringen foregår hele året, men kulminerer tirsdag den 2. juni 2026.
”Vi fejrer, at Helsingør fik købstadsprivilegier for 600 år siden. De privilegier skabte den handelsby, vi også har i dag,” siger hun.
Planlægningen gik i gang for halvandet år siden, og erhvervslivet, foreninger, kulturlivet, borgerne og kommunen har arbejdet tæt sammen om fejringen. Ifølge Caroline er samarbejdet nærmest opstået af sig selv.
Langbordet bliver festens hjerte
En jubilæumspulje på en million kroner har været grundlaget for, at mange gode idéer er blevet til virkelighed. Foreningen Bedre Byliv har også bakket op og står bl.a. for den store scene på Axeltorv, gadeteater og et langbord på 110 meter, der stilles op i Stengade.
”Langbordet bliver byens hjerte den dag. Det er stedet, hvor folk samles til gratis morgenmad, aktiviteter i løbet af dagen, banko om eftermiddagen med præmier fra byens butikker og fællesspisning om aftenen,” lyder det begejstret fra Caroline.
”Det handler om at mødes og være sammen. Jeg håber, folk sætter sig ved siden af nogen, de ikke kender, og falder i snak,” siger hun.
Forskellige aktiviteter hele dagen
- Festgudstjeneste i Helsingør Domkirke
- 600 gratis pandekager og historiske børneaktiviteter på Kulturhavnen
- Borgmestertale på Axeltorv kl. 16
- Musik fra fire udendørs scener
- Folkeoptog med Helsingør Pigegarde i front
- Fællessang, kanonsalut og fyrværkeri
”Jeg ved, at mange har taget fri, fordi det betyder noget at fejre dagen. Den 2. juni skal være en folkefest for alle, der arbejder, bor i og elsker Helsingør,” siger Caroline.

