Store dele af Sct. Olai Gade er gravet op. Rød-hvide afspærringer guider gående gennem smalle passager. Her er hverken plads til biler eller cykler.
Nærmest midt i gravearbejdet har Pia Daa sin keramikbutik. Især i sommerhalvåret har hun mange besøgende, som kigger ind fra gaden og måske går derfra med et stykke unik keramik.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke glæder mig til, at arbejdet foran min butik er færdigt. Samtidig er det jo et arbejde, der skal gøres. Og det bliver super godt og flot, når det står klar," siger Pia Daa.
Hun fortæller, at de folk, der arbejder ude på gaden, er både flinke og hjælpsomme.
De gør virkelig, hvad de kan for at mindske generne og hjælpe folk gennem gaden og hen til butikkerne."
Bedre skiltning
Selvom arbejdet foran Daas butik snart er afsluttet, er det samlede arbejde med Helsingør Klimabykerne kun lige begyndt. Der er tale om et omfattende anlægsprojekt, og arbejdet udføres i etaper hen over de næste 10 år.
Pia Daa har en klar opfordring til de kommende etaper. Det er, at skiltningen bliver bedre, så besøgende bliver guidet forbi udgravninger og afspærringer hen til butikker, cafeer og byens mange andre erhverv.
Arbejdet med bedre skiltning er i fuld gang, fortæller Tanja Höper, der er citymanager i Bedre Byliv.
Jeg har netop talt med Forsyning Helsingør, som har lavet nogle store fine skilte med logoer, der viser, hvilke butikker man kan finde, hvis man bevæger sig ned ad de opgravede gader. De kommer forhåbentlig snart op."
Foreningen for Bedre Byliv samler erhvervsdrivende, kommune og kulturinstitutioner i Helsingør. Formålet er at udvikle Helsingørs bykerne som et levende og attraktivt sted at besøge og drive erhverv. Som citymanager varetager Tanja Höper bl.a. opgaven med at kommunikere og koordinere mellem de erhvervsdrivende i Helsingør, Helsingør Kommune og Forsyning Helsingør.
Flere initiativer
I februar holdt de erhvervsdrivende i Sct. Olai Gade og en del af de berørte i Stjernegade møde med Helsingør Kommune og Forsyning Helsingør. Her evaluerede man erfaringerne med de første etaper og talte om, hvordan man sikrer synlighed og får fortalt, at der stadig er liv i byen, mens udgravningerne står på.
Det handler om at gøre byen endnu smukkere, mere relevant og interessant, mens byggearbejdet står på, så det overskygger gravearbejdet," fortæller Tanja Höper.
Det kan være blomster, udsmykninger, installationer, events og meget andet, som skaber liv og god stemning i byen.
Som citymanager går Tanja Höper jævnligt rundt blandt byens erhvervsdrivende for at høre, hvordan det går. Hvis der opstår tvivl eller problemer, koordinerer hun med kommune og forsyning. Hun har bl.a. produceret postkort til butikkerne, som henviser til hjemmesiden for Helsingør Klimabykerne, hvor alle kan følge med i, hvordan arbejdet skrider frem.
Generelt oplever jeg en stemning blandt butikkerne om, at det her er nødvendigt, og vi kommer igennem det på bedst mulig vis. Enkelte er alvorligt bekymrede for, hvordan det skal gå. Men jeg er overbevist om, at Helsingør har så meget at byde på, at det langt overskygger udfordringerne. Og når arbejdet er overstået, har vi en endnu smukkere og mere attraktiv bykerne," siger Tanja Höper, som opfordrer alle til at støtte op om byens handelsliv og besøge og bruge byen, mens arbejdet med ny klimabykerne står på.


