Royal Run

Ulrich var vært, da Helsingør lagde gader til royale løbesko

25-05-2026

Som 13-årig blev han træner for sit første hold, og siden har Ulrich sat et solidt aftryk på håndbolden i Helsingør.

Ulrich Koch Sommer-Borrits

Da gaderne summede af liv, musikken spillede rundt om på byens torve og pladser, og 17.500 deltagere begav sig ud på ruterne ved Royal Run i Helsingør, var hundredvis af mennesker trukket i arbejdstøjet for at få dagen til at forløbe som planlagt.

En af dem, der her havde en helt særlig rolle, var Ulrich Koch Sommer-Borrits.

Han var byens vært, da H. M. Dronningen ud på eftermiddagen den 25. maj ankom til Helsingør, og han lagde ikke skjul på, at det var en virkelig spændende opgave, han havde fået.

 Jeg er meget beæret over, at jeg får den her mulighed. Jeg synes, at Kongehuset gør det rigtig godt, og hele Royal Run-konceptet er jeg egentlig ret begejstret for. Det bygger på mange af de værdier, jeg selv vægter højt – som fællesskab og motion," siger han.

To meningsfulde fuldtidsjob

Som mangeårig håndboldtræner i Helsingør Håndbold repræsenterede Ulrich kommunens rige foreningsliv.

I børne- og ungdomsårene spillede han i Borsholm, inden han i begyndelsen af sine tyvere skiftede til Helsingør. Her har han siden lagt rigtig mange timer først som spiller og senere om træner og bestyrelsesmedlem i klubben.

Han blev træner for sit første hold som 13-årig, og listen over håndboldhold, der har spillet under Ulrichs ledelse, er siden blevet alenlang

 Jeg plejer at sige, at jeg har to fuldtidsjobs: Mit job som lærer på specialskolen i Nygård og mit arbejde i håndboldklubben."

Gennem den seneste sæson har Ulrich lagt i omegnen af 25 timer ugentligt i sit trænerarbejde. Ikke af pligt, men fordi han brænder for klubben. Det giver ham energi at give børn og unge nye fællesskaber.

For mig er sport en måde at samle mennesker uanset baggrund. I håndboldhallen er det noget andet, der tæller, end om dine forældre har mange penge, eller om de har taget den lange uddannelse. Her handler det om spillet og om at være den gode holdkammerat," siger han.

En håndboldglad helsingørdreng

Foruden holdene i Helsingør Håndbold har Ulrich også været med til at udvikle hold for Småbørnshuset, og han har været en del af arbejdet omkring Idrætslinjens talenthold.

På den måde har Ulrich gjort enormt meget for rigtig mange af byens borgere – og ifølge Lasse Rye Rasmussen, Helsingør Kommunes projektleder for Royal Run, gør det ham til det helt rigtige valg til rollen som vært for Dronningen. 

Han er en rigtig helsingørdreng, der har gjort meget for foreningslivet i byen. Han bor og arbejder lokalt og er bare et rigtig godt eksempel på en, der ligger utrolig mange kræfter i foreningslivet – dag efter dag, år efter år – og stadig har hjertet med og lysten til at bidrage," siger han og fortsætter:

 Og så er der en ret fin forbindelse til nogle af de værdier, Dronningen står for. Helsingør Håndbold samarbejder eksempelvis med Hej Fonden, der arbejder med antimobning, og som er støttet af Maryfonden, siger Lasse.

Når Ulrich ikke er i hallen eller i et klasselokale på Nygård Skole, så er han far til 4-årige Emmie og bonusfar til Mathias og Villads. Han er gift med Charlotte Sommer-Borrits – og selvom hun aldrig selv har spillet håndbold, er hun blevet smittet af Ulrichs håndboldhjerte og er i dag formand i Helsingør Håndbold.

Følg med i de seneste nyheder