Lidt over 1000 jobsøgende fandt tirsdag den 3. marts vej til den danske del af HH-jobmessen på Kulturværftet.
40 virksomheder, heraf flere svenske, havde stande på messen. Blandt virksomhederne var også Bavarian Nordic, Trelleborg Sealing Solutions, Øresundslinjen, Netto, Lidl og det nye CORI Hornbæk Hotel.
Ifølge Mimi Myhre, som er faglig leder i jobcentret, oplevede 86 pct. af virksomhederne, at messen levede op til deres forventninger.
Det skyldes bl.a. et godt match mellem jobsøgernes profiler og de kompetencer, som virksomhederne efterspørger,” siger hun.
Flere i job
På årets messe var vurderingen af relevansen af de jobsøgendes profiler ift. virksomhedernes behov for arbejdskraft 5,8 - på en 7-skala, hvor 1 er dårligst og 7 er bedst. I 2025 var denne score på 3,6.
Det vil sige, at tilfredsheden med matchet var langt højere i år. Det betyder forhåbentlig, at endnu flere borgere, der har deltaget, kommer i job,” siger Mimi Myhre.
Andre år er ca. 100 borgere kommet i job, efter at de har deltaget i jobmessen.
Mange svenske deltagende
Rigtig mange svenskere havde fundet vej til jobmessen i Helsingør.
Af evalueringen fremgår det, at 79 pct. af de deltagende virksomheder talte med svenske kandidater til messen.
Et vigtigt sigte med jobmessen er netop at skabe gode vilkår for det fælles arbejdsmarked på tværs af Øresund. Derfor var der i år også arrangeret to sessioner med Øresunddirekt på dansk side. Her kunne danske jobsøgende blive klogere på det svenske arbejdsmarked, arbejdskulturen og de praktiske forhold, fx skat og CPR.
Efter oplægget var der gratis færgebilletter til dem, som ville prøve lykken på den svenske jobmesse, som i år fandt sted den 4. marts i Helsingborg Arena – dagen efter den danske messe.
Det var i år 10. gang, der var jobmesse på tværs af Øresund. Og i alt 86 pct. af virksomhederne oplyste, at de gerne deltager på HH-jobmessen i 2027.

