Erhvervsliv

Turismen i Helsingør forandrer sig

04-03-2026

På Hotel Bretagne og Helsingør Campingplads er der især kommet flere tyske gæster. Men også turister helt fra USA, Canada og Mexico finder vej til Helsingør og Hornbæk.

For turisterne sydfra er det i høj grad de kulturelle oplevelser, der tæller.

Både på Helsingør Campingplads og Hotel Bretagne oplever man, at der kommer flere og flere udenlandske turister. Hvor det tidligere først og fremmest var svenske og norske gæster, der kom forbi, er det i stigende grad gæster fra vores sydlige nabolande, der booker plads.

Vi kan se, at flere og flere foretrækker at rejse nordpå på ferie. Det er især tyskere, men også hollændere, belgiere og schweizere," fortæller Michael Hansen, der bestyrer Helsingør Campingplads.

Han hører fra gæsterne, at sydeuropæiske hedebølger og en mere usikker verden er nogle af årsagerne til, at de foretrækker at rejse nordpå til Danmark for at holde en behagelig og tryg ferie.

Og så har vi også gæster, der kommer, fordi de skal opleve steder, de har set i Sommerdahl," siger Michael Hansen med et lille grin. 

Gæster fra Amerika

På Hotel Bretagne er udviklingen endnu mere markant.

Vi har de seneste par år oplevet en stor omfordeling af vores gæster. Det er især flere tyskere, belgiere og hollændere. Men der kommer flere fra hele det centrale Europa og også fra USA, Canada og resten af det amerikanske kontinent," siger Kasper Harboe, forpagter af Hotel Bretagne. 

Han kan se af bookingerne for 2026, at tendensen med flere og flere gæster sydfra og fra den anden side af Atlanterhavet fortsætter.

Vi kan nu konstatere, at der ikke blot er tale om enkelte udsving, men om en tendens."

Til gengæld har hotellet oplevet et fald i antallet af danske gæster. Dels har Novo Nordisk skåret betydeligt ned på antallet af arrangementer på hotellet. Og så betyder den store internationale efterspørgsel også, at Bretagne kan tage mere for værelserne i højsæsonen, og det kan skræmme nogle danske gæster væk.

Ændrede krav

Mens danske gæster på Hotel Bretagne i gennemsnit booker 1,5 nat, bliver gæster fra det centrale Europa i 2,5 nætter, mens amerikanske turister i gennemsnit booker 3,5 nætter på hotellet.

De nye grupper af turister stiller i det hele taget nye krav til hotellet.

Danske, svenske og norske gæster er meget selvkørende og finder som regel selv ud af, hvad de vil opleve, hvor de vil spise og den slags. Mens de nye grupper af turister har langt flere spørgsmål, og vi skal gøre mere for at imødekomme, at der kan opstå problemer," fortæller Kasper Harboe.

Han nævner som eksempel, at hvis der ankommer en stor gruppe amerikanske turister midt i højsæsonen, spørger hotelpersonalet, om de vil booke bord i restauranten, for det er ikke sikkert, at turisterne selv tænker på, at det kan være nødvendigt, selvom det er højsæson.

Hotellet har også indført en AI-concierge, der kan hjælpe med at besvare gæsternes spørgsmål.

På Helsingør Campingplads oplever man også, at gæsterne sydfra har andre ønsker end de skandinaviske gæster.

Det er især de kulturelle oplevelser, der fylder for gæsterne sydfra, mens det for svenskere og nordmænd også er vigtigt at shoppe," siger Michael Hansen.

Og så er tyske turister ikke så følsomme over for vejret som mange andre.

Es ist nur wasser. Det er kun vand, som de siger," fortæller Michael Hansen.

Michael Hansen, Helsingør Camping.
Eva og Kasper Harboe modtager flere og flere gæster på Hotel Bretagne fra lande som USA, Canada, Belgien og Tyskland.

Følg med i de seneste nyheder