Med blok og pen i hånden og en god portion nysgerrighed kastede Ellie Gudnitz Allpass sig ud i rollen som journalist, da Helsingør i slutningen af september var vært for Levende Musik i Skolens (LMS) Showcase.
Her havde hun meldt sig til at være en del af redaktionen på årets showcase-avis, der skulle dække de mange musikoplevelser, der foregik rundt om i byen under arrangementet.
Det er vores opgave at tale med gæsterne og med musikerne, og bagefter skrive om de forskellige koncerter, og hvordan publikum oplevede dem, fortæller Ellie.
Sammen med de øvrige journalister havde hun forud for dagen fået en introduktion til journalistikkens verden.
Eleverne havde blandt andet arbejdet med interviewteknik, lært at stille gode spørgsmål og fået konkrete værktøjer til at skrive en fængende artikel.
Jeg synes, at det er rigtig spændende at lære mere om, hvordan man skriver artikler, og jeg synes, at vi har fået en rigtig god introduktion til opgaven, fortæller Ellie.
Mod på at stille spørgsmål
På selve dagen for showcasen skulle det hele afprøves i praksis. Her bevægede Ellie sig rundt mellem spillestederne for at indsamle materiale til de kommende artikler.
Det er sjovt at få lov at afprøve alt det, vi har lært. Jeg kan selv rigtig godt lide musik, og det her med at skulle interviewe og skrive om koncerterne, gør at jeg forholder mig til musikken på en anderledes og ny måde, fortæller Ellie, der blandt andet kastede sig ud i at lave en voxpop.
Her interviewede hun gæster, der netop havde lagt ører til bandet Karnatik Trio 2:1 – et indisk band, der spillede traditionel indisk folkemusik.
Det er lidt grænseoverskridende at gå hen til helt fremmede mennesker for at tale med dem, men det er også meget sjovt at høre, hvordan andre oplevede koncerten, siger hun.
Alt i alt står hun tilbage med en god oplevelse. At overvinde nervøsiteten, tage mod til sig og opdage, at hun faktisk godt kunne, var virkelig fedt.
Det giver en selvtillid, tilføjer hun.
For Ellie blev arbejdet med skoleavisen derfor ikke kun en mulighed for at opleve musik fra forskellige dele af verden. Det blev også en chance for at prøve kræfter med journalistik, mærke ansvaret og udvikle nye kompetencer.
Og resultatet? En flot skoleavis fyldt med artikler skabt af de unge.

