Helsingørs Mange Ansigter

På CABAS glæder alle sig til årets julemarked

11-11-2026

Julestemningen har bredt sig på værkstederne hos CABAS i Espergærde siden sommerferien. Nu ser medarbejderne frem til at vise deres produkter på årets julemarked den 21. november.

Det er lidt specielt at lave juleting, mens det stadig er sommer, men også meget hyggeligt, fortæller Niclas Havrilo, der har travlt på tekstilværkstedet hos CABAS.

Udenfor er Gert og Casper ved at trække strøm til alle de lyskæder, der skal pynte på CABAS her i den mørke tid. De hyggelige lys skal også være klar, når værkstederne på Højvangen i Espergærde åbner dørene til årets julemarked den 21. november.

”Vi har lavet nogle nye sjove spækbrætter,” siger Jonas Olsen og tager et eksemplar med et stribet mønster som et ’W’ ned fra hylden.

1.000 kunder kigger forbi

Medarbejderne på snedkerværkstedet har lavet dobbelt så mange spækbrætter i år for at have nok på hylden, når kunderne bliver lukket ind. De har også lavet fuglehuse, tapasbrætter, bordskånere og flotte reoler til kopper.

"Der kommer rigtig mange mennesker for at købe vores ting.  Der kommer mange, jeg kender, så det er sjovt, og jeg hygger mig,” siger Jonas Olsen.

Jonas Olsen fra CABAS med et af de nye seje skærebrætter.

Sidste år kiggede flere end 1.000 glade kunder forbi. Når der er julemarked, er værkstederne omdannet til butik, og der bliver handlet.

Her begynder julen, når det er sommer

I det kreative værksted og tekstilværkstedet bliver der produceret julepynt, lavendelposer, varmepuder og babytæpper. Julestemningen begyndte allerede at brede sig i sensommeren, hvor produktionen begyndte.

”Det er lidt specielt, men også meget hyggeligt. Det fede er, at alle laver forskellige steps i processerne, og vi derfor er fælles om det,” siger Niclas Havrilo.

Det gælder om at komme tidligt, hvis man vil have fingre i et af de bløde babytæpper, som Maria strikker. Sidste år blev der udsolgt, fortæller hun.

Overfor sidder Maria Søborg og strikker på et af de populære babytæpper, der hurtigt blev udsolgt sidste år. Ligesom Niclas glæder hun sig til at skulle arbejde på markedsdagen.

”Det er rart at være her og møde nogen at snakke med i stedet for bare at sidde derhjemme,” siger hun.

En helt særlig bog

På det grafiske værksted er der også travlhed. Her laver teamet alle de mærker, der sættes på varerne, men også en fin brochure med en konkurrence, som alle gæsterne får, når de kommer.

Der ligger også et helt særligt produkt på bordet hos grafikerne. Det er bogen ’Et juleeventyr’ skrevet af Adam Frederik Sebastian von Hage Lisborg Bidstrup. Illustrationerne er lavet af Lin Palma Dalsten fra designværkstedet.

Denne helt særlige bog kan købes på CABAS' julemarked.

Adam har arbejdet på CABAS i 15 år. Han går gerne i julesweater hele året og har skrevet julehistorier, så længe han kan huske. Nu er de udgivet, og bogen kan købes på julemarkedet. 

Køkkenet sørger for julehyggen

Det dufter også af julestemning fra CABAS’ køkken. Her bliver der forberedt rødkål og agurkesalat til de flæskestegssandwich, der sælges på dagen.

Køkkenet byder også på æbleskiver, gløgg og varm kakao med flødeskum, for der kan godt blive brug for en hyggelig pause, når man er på CABAS’ julemarked.

Selv om lørdag normalt er en fridag, ser Niclas Havrilo, og medarbejderne fra CABAS frem til at byde alle velkommen.

”Jeg glæder mig til at komme på arbejde den dag,” siger Niclas.

Ellen Dønskov Nielsen, Sigrid Marie Hansen og Pernille Christiansen fra CABAS laver duftlys. Ellen og Sigrid går på Tagaskolen og er i praktik.

Fakta

  • Julemarked hos CABAS er lørdag den 21. november kl. 10-15. Højvangen 11, Espergærde.
  • CABAS er Center for Aktivitets- og samværstilbud, Beskyttet beskæftigelse, Afklaring, STU & CABAS Eftermiddag.
  • Mere end 1.000 mennesker besøgte sidste år julemarkedet hos CABAS.

På CABAS er der julehjerter til alle.

Følg med i de seneste nyheder