En notesbog og et whiteboard er nogle af mine vigtigste værktøjer. Jeg tænker godt, når jeg skriver.
Sådan lyder det fra Lars Jerichau, kommunens AI konsulent med base i Digitalisering i Center for Job, Borgerservice og Teknologi. For når man skal bruge AI klogt, starter arbejdet ikke nødvendigvis bedst bag skærmen.
Lars Jerichau blev ansat den 1. januar, og han har haft fuld fart på lige siden. Der er lagt sidste hånd på strategien og lige nu er han i gang med at udbrede kendskabet til kommunens nye AI-platform Grace.
Sætte retning
Lars sad i en mindre cybersikkerheds-virksomhed, da han faldt over stillingsopslaget som AI konsulent i Helsingør Kommune.
Det virkede som om, at man skulle bruge friske tanker. Det gav mig en idé om, at her kunne jeg være med til at sætte en retning.
Og selvom teknologien er forholdsvis ny og opgaven kan virke kompleks, er Lars helt klar på, hvad han skal levere.
Jeg fik et politisk mandat (på Budget 2026, red.), der hedder, at ’AI skal aflaste enkle og ukomplicerede sagsgange og frigive ressourcer til andre opgaver.’ Det er det mål, jeg arbejder hen imod. Vi skal kunne tegne en linje mellem den politiske ambition, og det vi gør i hverdagen.
Løse medarbejdernes udfordringer
Måden, han griber det an på, er blandt andet at hjælpe medarbejderne med at løse de helt konkrete udfordringer, de står med.
Jeg begyndte analysen med at undersøge: Hvordan kan vi se, at der bliver frigivet tid til kerneopgaven? Noget af det jeg kom frem til var, at vi bør skelne mellem AI chats, som vi taler eller skriver med, og AI som vi bygger ind i en arbejdsgang.
Han forklarer:
Jeg hjælper afdelingerne med at udvikle små AI-hjælpeapps: små, skræddersyede stykker software til afgrænsede opgaver. Med hjælpeappsene kan vi nemlig spørge helt konkret ind til effekterne: Bruger vi mindre tid på opgaven? Får borgeren hurtigere hjælp? Og slipper medarbejderen for noget af det bøvl, der gør arbejdsdagen frustrerende?
Et eksempel kan være, når noget skal flyttes fra et word-dokument og ind i et fagsystem. En arbejdsgang som AI kan klare meget hurtigt.
Det kan også være overblikket over alle de tilbud, som sagsbehandlere i Børn, Unge og Familier, kan henvise eller visitere borgere til. Med AI er der nu bygget en ’pølsemaskine,’ som Lars kalder den, der kan trække al informationen ind og spytter et opdateret overblik over tilbuddene ud.
En efterspurgt vare
Lars er glad for, at hans kompetencer kan bruges, og der er efterspørgsel på hans viden. Han håber at de skræddersyede hjælpe-apps i endnu højere grad kan blive en efterspurgt vare i organisationen. Men drømmen stopper ikke der.
Endnu længere fremme kunne jeg godt tænke mig, at det ikke er os, der skal bygge de her apps - men at vi kan komme til at samarbejde mere med leverandørerne. Så fagsystemerne også bliver AI venlige, og vi selv kan tilgå dem med AI og tilpasse dem virkeligheden her i kommunen.
Sund skepsis
Lars beskriver sig selv om AI-konsulent og ikke nødvendigvis AI entusiast.
Mange medarbejdere har en sund skepsis til den her teknologi, og det synes jeg kun er godt. Vi skal have sikre løsninger, som forbedrer arbejdsgange. Og så skal der altid være et menneske med inde over. AI-løsninger kan ikke stå alene.
Personligt finder han det skræmmende, at hans børn kommer til at vokse op i en verden, hvor de kan tale med en computer om deres problemer.
Det synes jeg er foruroligende, og jeg håber, at der kommer meget større fokus på den del.

