”Ruth græd af glæde og spænding ved at skulle ud på denne dejlige sommerdag for at få vind i håret - jeg måtte knibe mig selv i armen for ikke at gøre det samme.”
Sådan lyder en af anekdoterne, som Henrik Norrild har skrevet fra sine år som frivillig cykelpilot i Helsingør.
Henrik Norrild blev begejstret, da han hørte om Cykling uden alder, og meldte sig straks som frivillig, da projektet kom til Helsingør i 2014.
”Jeg har selv haft forældre, der blev gamle, syge og demente. Jeg ville gerne give noget tilbage og gøre noget for nogen,” siger Henrik Norrild.
De små eventyr skulle gemmes
De små hverdagseventyr fra en tur rundt om Kronborg eller gennem gågaden ville Henrik Norrild gemme og dele med andre.
Derfor satte han sig efter hver tur og skrev en lille tekst for at huske detaljerne om oplevelsen. Han delte de små historier på Facebook. Efter nogle år printede og samlede han alle fortællingerne i en mappe, som han gav til Plejehjemmet Kirstinehøj.
”Nogle af de ældre, jeg kørte med, var demente, andre havde problemer med hørelsen eller synet, men når vi var ude på cykel, var det et eventyr. Også for mig,” fortæller han.
”Jeg lavede mappen for at de kunne gense turene og glæde sig over dem,” siger han.
Kaptajn Norrild skabte fest på cyklen
En af Henrik Norrilds venner var også cykelpilot i København, og han cyklede i en gammel uniformsjakke. Sådan en jakke ville Henrik også have. Han fandt en rød officersvest med guldbroderier og messingknapper. Den blev suppleret med en ubrugt kasket fra Fremmedlegionen.
”Der skulle være lidt fest, og jeg ville også se flot ud, når vi kom der på cyklen,” fortæller Henrik.
Mellem mappens beretninger er der billeder af ’kaptajn’ Norrild i uniform og glade passagerer på rickshawcyklens sofasæde. Ved juletid var det selveste julemanden, der mødte op for at køre en tur med de ældre.
Der skal være nogen, der spørger
Det vigtigste for en cykelpilot er at være nysgerrig og stille spørgsmål, mener Henrik Norrild. Han lagde ofte ud med at spørge: ”Hvad har du lavet i dit lange liv?”
”Når vi kom ud på cyklen og fik vind i håret, blev der snakket. Jeg fandt ud af, at den snak var så livgivende,” siger Henrik Norrild.
For ham betød det ikke noget, om det, der blev fortalt, var sandt eller opdigtet.
”Vi bliver aldrig for gamle til at fortælle, men der skal være nogen, der spørger. Når vi cykler en tur, er der god tid til at snakke og lytte,” siger han.
Husker alle turene
Henrik Norrild var cykelpilot i flere år, men måtte stoppe, da han blev ramt af et par blodpropper. I dag har han selv stor glæde af at bladre i mappen og huske de mange ture i al slags vejr. Han ville ønske, at flere havde lyst til at melde sig som cykelpilot og give ældre en tur ud under åben himmel.
”Det behøver ikke at være lange ture. Bare det at komme ud, mærke duftene og høre mågerne, der skriger. Når vi er tilbage, kan man se på de ældres ansigter, at øjnene glinser igen. Og det er det, det går ud på. At gøre folk glade,” siger Henrik.