Helsingørs Mange Ansigter

Kommunen styrker indsatsen for et velfungerende beredskab i kriser

27-10-2026

Flere nye tiltag er på vej, der skal sikre, at kommunen står stærkere, hvis en krise rammer.

Anders Pihl-Jensen er kommunens nye beredskabskoordinator, der blandt andet skal arbejde med at kvalificere og teste beredskabsplaner på tværs af centrene.

De mange forandringer rundt om i verden betyder, at Helsingør Kommune nu intensiverer arbejdet med at sikre et velfungerende beredskab, hvis en krise skulle ramme.

Og flere nye tiltag er på vej. Et af dem er allerede sat i værk, nemlig ansættelsen af en beredskabskoordinator, der er startet i kommunens Center for Økonomi og Ejendomme pr. 1. oktober.

Anders Pihl-Jensen får sin base på rådhuset men kommer til at samarbejde bredt med alle kommunens centre og enheder.

Gode planer for kriser

Hans opgave bliver at kaste et strategisk blik på kommunens samlede beredskabsplaner, kvalificere planerne - og ikke mindst træne organisationen i at kunne udføre dem i praksis.

Det bliver uden tvivl et langt sejt træk og ikke en opgave, der er løst i morgen, som han siger.

Den trussel vi potentielt står overfor i Danmark, er jo ikke en russisk invasion men derimod forskellige måder samfundet kan blive forstyrret på som fx strømafbrydelser eller forstyrrelser i forsyningen af mad eller varer. Hvis vi kan imødese de forstyrrelser og har gode planer for, hvordan vi agerer på, kan vi bedre håndtere dem, siger den nye koordinator, der kommer fra en stilling som risikokoordinator - gennem 18 år - i Fredensborg Kommune.

Funktionel og brugervenlig

En del af opgaven består derfor i at få overblik over, om der er brug for at optimere de beredskabsplaner, som findes i dag. Og om kommunen har planer for de mest sandsynlige scenarier.

Hvis en beredskabsplan skal anvendes i praksis, skal den helst ikke være 35 sider lang men derimod præcis, funktionel og brugervenlig - og måske med Action Cards, så alle ved præcis, hvad opgaven består i. Og så skal den øves igennem, så man kan justere, der hvor noget ikke virker, siger Anders Pihl-Jensen.

12 tryghedscentre

Den nye koordinator kommer til at samarbejde tæt med en nyoprettet beredskabsgruppe, der skal understøtte arbejdet med beredskabsplanlægning på tværs af centrene.

Desuden arbejder kommunen på en plan med tryghedscentre rundt omkring i kommunen, som skal være klar ved alvorlige hændelser. Her skal borgerne have adgang til information, vejledning og nødvendig hjælp, hvis der opstår en situation, hvor de normale kommunikationskanaler og digitale løsninger ikke virker.  

Beredskabsgruppen skal den kommende tid arbejde videre med at definere, hvordan centrene skal bemandes og hvilke konkrete opgaver og funktioner, der skal knytte sig til tryghedscentrene.

Fakta

Styrelsen for Samfundssikkerhed har udgivet folderen: Forberedt på kriser.

Du kan også læse mere om, hvordan du skal forholde dig i tilfælde af en krise på styrelsens hjemmeside: Forberedt på kriser – sådan klarer du dig selv i tre døgn under en krise

Følg med i de seneste nyheder