Hvorfor regner det? Hvad gemmer sig under træstubben? Og hvordan påvirker stråling egentlig livet på jorden?
Allerede som helt små går børn på opdagelse i verden omkring dem. De kigger på bænkebidere og biller, mærker regnen i ansigtet og opdager, at bladene skifter farve med årstiderne.
Når de begynder i skole, fortsætter undersøgelserne, og i takt med at eleverne bliver ældre, knyttes fagbegreber til deres oplevelser. Snart bliver de undervist i fotosyntese, vandets kredsløb og kemiske forbindelser.
For Rasmus Jensen, der er naturfagslærer på Borupgårdskolen i Snekkersten, skal nysgerrigheden på verden gerne være afsættet for naturfagsundervisningen helt fra eleverne starter i skole og frem til, at de i slutningen af 9. klasse går til eksamen. Det er en opgave, han løfter sammen med sine naturfagskollegaer på skolen.
Stort set alle elever kommer med en nysgerrighed på naturen og den verden, de er omgivet af. De lader sig fascinere, og det er et rigtig godt udgangspunkt for at lære. Som underviser er mit arbejde derfor at understøtte den her naturlige interesse og give dem værktøjerne til at undersøge nærmere og tale om verden i de rigtige termer, fortæller han.
Et fag for flere
På Borupgårdskolen er naturfagslokalerne indrettet i skolens gamle SFO. Her har Rasmus og hans kollegaer god plads til at lade eleverne udforske og undersøge, og så er der masser af spændende ting at kigge på: Som skabet med de mange udstoppede dyr, den store vindmølle og de gamle skoleplancher, der fortæller om forskellige dyrearter, molekyler og kemiske forbindelser.
For Rasmus er det noget af det, han holder allermest af ved fagene. At det ikke kun er gennem bøger, at man lærer naturfag. På den måde bliver skolen åbnet op for en gruppe elever, som ikke nødvendigvis oplever, at al undervisning er lige let at gå til.
Her undersøger vi og bruger en masse anderledes redskaber end i de øvrige fag. Vi laver forsøg i vores laboratorie, observerer og prøver os frem. Det er bare sjovt – og det er en fremgangsmåde, der passer rigtig godt til mange elever, siger han og fortsætter:
Vi taler meget om de udfordringer, der er i folkeskolen – at mange elever har det svært, at skolen ikke altid er for alle, og at der ofte er meget larm. De udfordringer oplever jeg tit er mindre i naturfagsundervisningen, fordi eleverne ofte sidder med noget i hænderne og undersøger. Her fordyber de sig, siger han.
Kunsten at være i processen
De undersøgende metoder stopper ikke i laboratoriet. Rasmus og hans kollegaer tager også undervisningen med ud, og kroppen kommer i spil, når eleverne bevæger sig ud for at undersøge et vandløb, kigge nærmere på planter eller sætte fælder op for at finde ud af, hvilke smådyr der lever i et bestemt område.
Og når eleverne selv skal undersøge sig frem, viser svaret sig ikke nødvendigvis med det samme.
For nogle elever kan det være udfordrende at være i processen, men netop her ligger en vigtig del af læringen, mener Rasmus. Naturfagene træner eleverne i at stille spørgsmål, opstille hypoteser og prøve sig frem – også når de ikke på forhånd ved, hvor undersøgelsen ender.
Eleverne er vant til, at de kan google alt og få serveret et svar med det samme. Her arbejder vi med selv at finde frem til svaret. Det kan tage tid, men det er lærerigt at være i processen og undersøge de forskellige dele af den.
Et stort spring fra bænkebidere til biologi
Eleverne møder naturfag tidligt i deres skolegang. Fra 1. til 6. klasse har de natur/teknologi, mens naturfagene fra 7. klasse bliver delt op i biologi, geografi og fysik/kemi. Her stiger timetallet, og undervisningen bliver samtidig betydeligt mere kompleks.
Det betyder, at den nysgerrighed, der tidligere kunne få en elev til at vende en træstub og undersøge, hvad der gemte sig nedenunder, nu skal bære gennem mere krævende fagligt stof.
Her bliver arbejdet med at fastholde interessen for Rasmus og hans kollegaer af og til sat på prøve.
Der sker et stort spring i kompleksiteten, og pludselig foregår meget af undervisningen også i faglokalerne. Her kan det godt være svært at fastholde interessen og nysgerrigheden, siger han og fortsætter:
Når eleverne når til midten af 8. klasse, er det, som om de bliver godt metaltrætte. Her handler det virkelig om at finde de gode argumenter frem og overbevise dem om, at processerne er lærerige.
Rasmus tilføjer, at det at opstille en hypotese, undersøge, måske opdage, at man tog fejl, og så rette til og prøve igen, lærer eleverne om årsager og sammenhænge.
Det giver dem vigtige redskaber til at forstå den verden, de er en del af.
Fra elev til deltager i demokratiet
Hvordan Rasmus selv endte som naturfagslærer, står ikke helt klart for ham. Måske var det mest af alt et tilfælde. I dag er han til gengæld ikke i tvivl om, hvorfor fagene er vigtige.
For den verden, eleverne undersøger sammen med Rasmus og hans kollegaer i naturfagslokalet og ude i naturen, er også den verden, de skal lære at tage stilling til. Klima, natur, ressourcer og menneskets påvirkning af kloden fylder i den offentlige debat, og her mener Rasmus, at naturfagene har en vigtig opgave.
Et af folkeskolens formål er at danne eleverne til at være gode samfundsborgere, der kan træffe valg på et oplyst grundlag. Naturen og klimaet og ikke mindst løsningerne på de menneskeskabte klimaforandringer fylder meget i den offentlige debat. Det handler dybest set om, at vi skal klæde eleverne på til at kunne tage del i den debat og selvfølgelig også lære dem, hvordan de kan passe godt på jorden.
Fra de første spørgsmål om bænkebidere og regn til de store diskussioner om klima og vores fælles klode er målet således det samme: At eleverne bliver ved med at spørge, undersøge og forsøge at forstå den store verden.