Skoleliv

William træner fem gange om ugen: ”Det er den fedeste følelse at være en del af noget”

03-09-2026

Basket er nu den 11. idrætsgren i Helsingør Kommunes talentprogram. For Victor og William fra Idrætslinjen på Borupgårdskolen betyder det mange timers træning hver uge, men også gode venner og et stærkt fællesskab.

To lange teenagere laver armhævninger fra en stang i loftet i træningslokalet i Helsingør-Hallen. De fjoller. Den ene har nærmest hægtet sig fast på ryggen af den anden som en rygsæk, mens de trækker sig op mod stangen. Det er tydeligt, at ingen af dem vil være den første, der stopper.

”Det er en fantastisk gruppe børn, når de ellers gør, hvad de bør gøre,” siger deres australske træner Ethan Marshall.

Han smiler og lader drengene fortsætte, for glæden ved træningen er en vigtig del af motivationen. Lidt efter bliver hele flokken sat i gang med fælles styrkeøvelser. De er samlet til morgentræning som en del af Helsingør Kommunes talentprogram. Basket er et nyt tilbud i programmet i dette skoleår.

Succes er sjovere sammen med andre

Victor og William går i 7. klasse og 9. klasse på Idrætslinjen på Borupgårdskolen. Victor havde prøvet mange andre sportsgrene og begyndte til basket, da en af hans venner spurgte, om han ville med.

”Det er sjovt at være på et hold og få succes sammen. Det gør mig glad, og jeg får lyst til at blive ved. Før spillede jeg tennis, men der får man ikke succes sammen med andre på samme måde,” siger Victor.

William er et par år ældre. Det var også en ven, der fik ham med, da de gik i 3. klasse.

”I starten troede jeg bare, det var en sport og en leg, men i dag er jeg en del af et mere seriøst hold, hvor jeg træner fire-fem gange om ugen og udvikler mig,” siger William.

Den seriøse træning betyder udfordringer, som man vokser af, forklarer William videre. Gennem sporten har han lært noget om både andre mennesker og sig selv. Især at man kan presse sig selv til at opnår noget, som man ikke troede var muligt.

”Det er den fedeste følelse at være en del af noget. Det er så meget federe at vinde sammen med andre end alene.” William, baskettalent og elev i 9i1 på Borupgårdskolen.

Baskettalenterne mødes til morgentræning i Helsingør-Hallen. Morgentræningen består blandt andet af styrke, kondition og øvelser, der skal forebygge skader.

William fortæller videre, at de mange timers træning hver uge ikke kun giver noget i forhold til sporten. Det giver også disciplin og koncentration til den almindelige skoleundervisning.

”Det er mindst lige så vigtigt at være god i skolen, så du har en backup, hvis det med din sport ikke bliver til noget,” siger han.

Målet er ikke 15-årige danmarksmestre

Helsingør Kommune har arbejdet med talentudvikling siden 2009, og basket er nu den 11. idrætsgren i programmet.

”Vi har ikke et mål om, at 15-årige skal blive danmarksmestre. Al vores talentudvikling er langsigtet. Resultaterne viser sig måske først, når de unge er omkring 25 år,” siger Allan Jørgensen.

Han er leder af Helsingør Talent & Elite, som består af Idrætslinjen (folkeskolen) og Helsingør Eliteidræts Akademi (ungdomsuddannelse), men talent alene er ikke nok, understreger Allan Jørgensen.

”At have en færdighed eller et talent er en ting, men i det lange perspektiv er vedholdenhed vigtigere. Hvis man ikke formår at blive ved, når der opstår modstand eller det gør lidt ondt, har talentet ikke en chance,” siger han.

Til hverdag træner baskettalenterne med deres klubhold. Når talenterne mødes til træning i skoletiden arbejder de med teknik og de små detaljer, der kan gøre dem bedre på banen.

Talentprogrammet skal samtidig gøre det lettere at kombinere skole og sport.

”For mange er det en befrielse at starte i idrætsklassen, fordi her er det okay at bruge 20-25 timer om ugen på træning. I en almindelig klasse kan der være mange andre ting, der trækker i de unge,” siger Allan Jørgensen.

Vil være én procent bedre hver dag

Baskettalenterne har forladt styrketræningslokalet og er gået ind i hallen. Her lyder den rytmiske dunk af bolde, der dribles mod gulvet, mens der øves balance og skud mod kurven.

”Når du er så passioneret og træner med andre, der er lige så passionerede, kan du presse dig selv til noget, du ikke troede var muligt, fordi du gerne vil være en procent bedre hver dag,” siger William.

Morgentræningen består blandt andet af styrke, kondition og øvelser, der skal forebygge skader. Derudover arbejder spillerne med teknik og de små detaljer, der kan gøre dem bedre på banen.

”En basketspiller skal være agil, stærk og fleksibel, og du må udvikle det hele for at blive dygtigere,” siger Ethan Marshall.

For Victor hænger skole, venner og basket tæt sammen. Han går i skole med flere af dem, han træner med, og de følges til træning.

”Efter træning er jeg træt, men det er også dejligt at mærke, at jeg har brugt min energi,” siger han.

Overvejer du Idrætslinjen?

  • Idrætslinjen på Borupgårdskolen er for elever i 7.-9. klasse, der vil kombinere skole med målrettet træning i deres idræt.
  • Talentprogrammet tilbyder specifik træning i 11 idrætsgrene: atletik, basket, fodbold, golf, håndbold, idrætsgymnastik, ridesport, sejlsport, svømning, teamgym og tennis.
    Der optages talenter i alle idrætter fx cykling, kampsport, roning mm, hvor talenterne tilbydes målrettet fysisk træning.
  • Torsdag den 22. oktober 2026 kl. 17.00-18.30 er der informationsmøde for interesserede elever og deres forældre.
  • Mødet foregår i Teatersalen på Borupgårdskolen.

Følg med i de seneste nyheder