Socialt frikort giver de mest udsatte borgere mulighed for at tjene op til 44.691 kr. skattefrit pr. kalenderår ved ordinært og ustøttet arbejde i private og offentlige virksomheder. Indtægten fradrages ikke i borgerens forsørgelsesydelser som fx kontanthjælp eller førtidspension eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser som fx boligsikring.
Med det sociale frikort får de mest udsatte borgere således en bedre mulighed for at deltage i arbejdslivet og opleve værdi i hverdagen. Samtidig får virksomheden en oplagt mulighed for at tage et socialt ansvar og få løst konkrete opgaver, som fx serviceopgaver, pakke- og lagerarbejde, rengøring og oprydning, mindre håndværksopgaver, kørsel, kantinearbejde eller kundebetjening mv.
For at få udstedt et socialt frikort er det en forudsætning, at borgeren har særlige sociale problemer eller psykiske vanskeligheder samt har opholdt sig i riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år. Derudover er det et krav, at borgeren hverken har været under uddannelse eller har haft arbejdsindkomst over 11.173 kr. inden for det seneste år.
Virksomheder, der ansætter en person med socialt frikort, skal leve op til de samme lovkrav som ved ansættelse af en person, som ikke er en del af ordningen, herunder også arbejdsmiljølovgivningen og arbejdsskadelovgivningen.