Jubilæumsmedalje i 2026

Jubilæumsmedaljen er skabt af Anonym Kunstner for Helsingør Kommune.

I 2026 fejrer Helsingør 600 års købstadsjubilæum. I den anledning uddeler vi hver måned en medalje til en 'fællesskaber'.

I jubilæumsåret 2026 sætter vi fokus på vores by – og de mennesker, som er med til at gøre den til noget særligt.

Mennesker, som tager små eller store initiativer, der fremmer fællesskaber og gør vores alle sammens by og kommune ekstra dejlig. 

Vi vil gerne vise initiativtagerne og fællesskaberne, at vi sætter pris på dem. Derfor uddeler vi i 2026 en medalje, skabt af Anonym Kunstner, hver måned (juli undtaget).

Vi giver medaljen til mennesker, som er med til at skabe sammenhold i Helsingør – eller ét af de andre lokalsamfund i kommunen – og som giver medborgere lyst til at være en del af fællesskabet.

Har du et bud på én, der skal modtage prisen? Så skriv på kommunikation@helsingor.dk.

Husk at begrunde, hvorfor den, du indstiller, fortjener medaljen. Husk også at skrive dit navn, din adresse og dit telefonnummer.

For at modtage jubilæumsmedaljen skal prismodtageren på frivillig basis have skabt eller drive et initiativ, som gavner fællesskabet i Helsingør Kommune.

En jury, bestående af Betina Svinggaard, Ulla Kokfelt, Benedikte Kiær og Mette Lene Jensen, udvælger prismodtagerne. Jurymedlemmerne er alle med i Helsingør Kommunes købstadsjubilæumsforum.

  • Et medlem af købstadsjubilæumsforummet overrækker jubilæumsmedaljen.
  • Prisoverrækkelsen foregår hos prismodtageren.
  • Prisen består af en særlig jubilæumsmedalje, skabt af Anonym Kunstner.
  • Til medaljen er bl.a. brugt kobber, som er blevet til overs ved udskiftningen af Helsingør Domkirkes tag.

Politik og Organisation

Stengade 59
3000 Helsingør
Telefon: 49 28 28 28
E-mail: po@helsingor.dk