Helsingørs Mange Ansigter

Niels har en stor passion for at skabe fællesskaber

19-08-2026

87-årige Niels Snedevig har skabt flere betydningsfulde fællesskaber på og omkring Snekkersten Havn.

Niels Snedevig blev lykønsket med jubilæumsmedaljen af sine medsangere i Snekkersten Havnekor.

Det var en overvældet Niels Snedevig, som ved Snekkersten Havnefest den 15. august modtog Helsingør Kommunes jubilæumsmedalje.

Medaljen overrækker vi hver måned i vores 600-års jubilæumsår - til en person, som skaber fællesskaber og er med til at gøre kommunen til et rigtig godt sted at bo. Og sådan en person er 87-årige Niels Snedevig.
 
Han står bag initiativet 'Den rullende bænk' - et gratis tilbud for lokale ældre, der savner selskab. De kommer på et par timers udflugt til skov og strand i en golfvogn. 

"Ideen er opstået ud fra et dybtfølt ønske om at afhjælpe ensomhed blandt medborgere. Niels fik sponsoreret en eldrevet golfbil, besøgte plejehjem og dagcentre og fik kontakt til mange ensomme borgere. De tilbydes en tur med 'Den rullende bænk' - en tur på et par timer til stranden/havnen eller i skoven og en kop kaffe til at hygge sig på.  Ideen er - ud over at få en god oplevelse i naturen - at forsøge at skabe kontakt til ligesindede og dermed lette ensomhedsproblemer," fortæller Anne-Marie Avlund, én af flere borgere, som havde indstillet Niels Snedevig til jubilæumsmedaljen.

Niels har samlet 12 chauffører til at køre 'bænken'. Som én af de involverede er det meget tydeligt at mærke Niels’ dybe engagement for hans medmennesker og hans store passion for at skabe fællesskaber," fortsætter hun.

Flag ved festlige lejligheder

Det er også Niels Snedevig, som har fået ideen til et lokalt flaglaug, som sørger for flag på Strandvejen i Snekkersten ved særlig lejligheder. Flagene var naturligvis også hejst i anledning af havnefesten.
 
Flagene skal sprede kærlighed og glæde. Vi vil gerne styrke sammenholdet i Snekkersten og videregive den gode stemning, som vi har på havnen," sagde Niels Snedevig, da flagespalieret blev indviet i foråret 2023.
 
Jubilæumsmedaljen blev overrakt af den jury, som udvælger medaljemodtagerne: Borgmester Benedikte Kiær og byrådsmedlemmerne Mette Lene Jensen, Betina Svinggaard og Ulla Kokfelt.
 
Tillykke. Du fortjener om nogen vores jubilæumsmedalje. Du er utrolig initiativrig og har masser af kærlig omtanke for dine medmennesker," sagde borgmester Benedikte Kiær, før hun hængte medaljen om halsen på Niels Snedevig.

Bagefter var der varme klapsalver fra de mange mennesker i teltet.
 
"Det er vildt. Det er vildt," gentog Niels Snedevig.
Jubilæumsmedalje

Jubilæumsmedaljen

  • Helsingør Kommune uddeler en jubilæumsmedalje til en fællesskaber hver måned i hele jubilæumsåret 2026 (juli undtaget).
  • Hvis du kender én, som er med til at skabe sammenhold og fællesskab i ét af kommunens lokalsamfund, så kan du indstille ham eller hende til jubilæumsmedaljen. 
  • En jury udvælger medaljemodtagerne. Juryen består af lokalpolitikerne Benedikte Kiær, Ulla Kokfelt, Betina Svinggaard og Mette Lene Jensen, som alle er medlemmer af købstadsjubilæumsforummet.

Læs mere om medaljen

Niels Snedevig med juryen, byrådsmedlemmerne Mette Lene Jensen, Ulla Kokfelt, Benedikte Kiær og Betina Svinggaard. Med på fotoet er også Gunvor Ingvardsen og Anne-Marie Avlund, som havde indstillet Niels til medaljen.

Følg med i de seneste nyheder