Denne kvalitetsstandard fortæller specifikt om kompensationsydelse. Husk at læse information om sagsbehandling, metoder, tilgange, oplysningspligt osv. i introduktion til socialområdet.
Kompensationsydelsen er til dig med en varigt nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne. Det er et kontant tilskud, som du kan få som kompensation for de udgifter, du kan have, som er direkte forbundet med din funktionsnedsættelse.
Særligt om kompensationsydelse i Helsingør Kommune, herunder serviceniveau
Sagsbehandlingsfrist: Sagsbehandlingsfristen på tre måneder, men alle afgørelser tilstræbes foretaget hurtigst muligt. Læs mere om kommunens sagsbehandlingsfrister.
Formål
Formålet med kompensationsydelsen er at medvirke til, at du kan leve et så almindeligt liv som muligt som andre ikke-handicappede i samme alder og livssituation. Kompensationsydelsen er et økonomisk tilskud, der skal kompensere for de øgede omkostninger, du har som følge af din nedsatte funktionsevne.
Hvordan får jeg tilskuddet? (visitation)
Du kan først søge om kompensationsydelse, når alle andre muligheder lovgivningsmæssigt er udtømte. Servicelovens bestemmelse om kompensationsydelse er subsidiær, hvilket betyder, at hvis udgiften kan dækkes efter anden lovgivning, så dækkes den ikke jf. § 100.
Du kan søge Helsingør Kommune om kompensationsydelse på borger.dk: Hjælp til dækning af kompensationsberettigende udgifter for voksne
Hvis du ikke kan bruge denne løsning, kan du kontakte Visitation og Indsats i Center for Social Indsats og Bolig, Helsingør Kommune. Visitation og Indsats afgør, på baggrund af Voksenudredningsmetoden, dit behov for kompensationsberettiget ydelse, medmindre det vurderes åbenbart, at du er i personkredsen for ydelsen. Bevilling af kompensationsydelse skal ikke på visitationsudvalg, men afgøres af rådgiver efter forelæggelse på teammøde.
Varighed af ydelsen
Ydelsen bortfalder når du når pensionsalderen. Visitation og Indsats skal kun foretage revurdering af kompensationsydelsen, hvis du anmoder om det på grund af ændrede forhold, eller hvis rådgiver bliver opmærksom på eller får formodning om, at der i øvrigt er sket ændringer i din livssituation, som kan medføre ændret hjælp.
Visitation og Indsats foretager administrativ opfølgning én gang årligt.