Længerevarende botilbud (Almenboligloven § 105 + Servicelovens §§ 83+85)

Længerevarende botilbud tilbyder støtte enten i dagtimerne eller døgnet rundt, og kan være en mulighed for dig, som pga. betydelig og varigt nedsat funktionsevne i længere periode ikke kan klare tilværelsen i egen bolig eller som i en årrække har boet i midlertidigt botilbud, og hvor det vurderes, at du har et længerevarende støttebehov.

Du kan få støtte til at skabe eller opretholde sociale netværk, struktur i dagligdagen mv., så du bliver bedre i stand til at gøre brug af samfundets almindelige tilbud. Botilbud kan være en mulighed for dig, som har betydelige og varige funktionsnedsættelser og brug for støtte for at kunne klare hverdagen.

I en boform efter almenboliglovens § 105 får du selvstændig lejekontrakt, og der leveres socialpædagogisk støtte og praktisk hjælp i boformen.

Denne kvalitetsstandard fortæller specifikt om længerevarende botilbud efter almenboligloven. Husk at læse information om sagsbehandling, metoder, tilgange, oplysningspligt osv. i introduktion til socialområdet.

Helsingør Kommune har fastsat specifikke og uddybende vejledende retningslinjer i kvalitetsstandarderne ift. visitation og levering af ydelsen, som ikke fremgår af vejledninger (officielle juradokumenter, som tilkendegiver fortolkninger af loven) på området. Der er dog altid tale om en konkret og individuel vurdering.

Serviceniveau

Støttebehov: Visitation og Indsats (myndighedsafdelingen) vurderer dit støttebehov. De skal vurdere, at du har behov for omfattende hjælp, for at du kan være i målgruppen til længerevarende botilbud. Derudover skal de vurdere, at dit støttebehov ikke kan tilgodeses gennem mindre omfattende indsatser end længerevarende botilbud.

Sagsbehandlingsfrist: Udgangspunktet er en sagsbehandlingsfrist på fem måneder, men alle afgørelser tilstræbes foretaget hurtigst muligt. 

Sagsbehandlingsfrister på det sociale område

Organisering

Helsingør Kommune har flere ABL § 105-tilbud på det specialiserede socialområde for voksne. Det tilstræbes altid at benytte de interne pladser frem for at tilkøbe pladser hos eksterne leverandører. Helsingør Kommunes interne ABL § 105-tilbud er overgået til takstbetaling pr. 1. januar 2026.

Omsorgsplads som alternativ til botilbud

På plejehjemmet Montebello er der - for dig med fysisk og psykisk kognitive udfordringer såsom udviklingshæmning eller hjerneskade og omfattende behov for pleje - mulighed for en særlig plejebolig (omsorgsplads).

Det er en forudsætning, at du i øvrigt opfylder kravene til at blive tildelt en plejebolig.

 

 

Visitation og Indsats i Center for Social Indsats og Bolig visiterer til optagelse i længerevarende botilbud efter almenboliglovens § 105.

Visitationsudvalget skal vurdere, om ophold i et længerevarende botilbud er en egnet og hensigtsmæssig foranstaltning for dig. I vurderingen indgår bl.a. princippet om mindst omfattende foranstaltning, økonomien i tilbuddet og din funktionsevne, ønsker og behov. Dine behov skal være varige og defineret som omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner, behov for pleje og omsorg eller særlig behandlingsmæssig støtte for at du kan komme i betragtning til længerevarende botilbud.

Visitationen skal også forholde sig til overvejelser om beboersammensætningen, alternative bomuligheder m.v. Det er et krav, at dit behov ikke kan dækkes på anden vis. 

Det er en rådgiver, der behandler din ansøgning, hvorefter der indstilles til Visitationsudvalget, der har den endelige beslutningskompetence.

Ydelsen i botilbud, der er oprettet i henhold til almenboligloven, visiteres efter lov om social service § 85 og § 83.

Ydelsen sættes ikke i gang før der foreligger en myndighedsafgørelse.

Sagsbehandlingsfrist

Udgangspunktet er en sagsbehandlingsfrist på fem måneder, men alle afgørelser tilstræbes foretaget hurtigst muligt.

Sagsbehandlingsfrister på det sociale område

 

Du kan være i målgruppen, hvis du er over 18 år og har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og/eller særlige sociale problemer. Personkredsen er den samme som til længerevarende botilbud efter servicelovens § 108.

Omsorgsplads

På plejehjemmet Montebello er der - for dig med fysisk- og psykisk kognitive udfordringer såsom udviklingshæmning eller hjerneskade og omfattende behov for pleje - mulighed for en særlig plejebolig (omsorgsplads).

Det er en forudsætning, at du i øvrigt opfylder kravene til at blive tildelt en plejebolig. Det er Center for Sundhed og Omsorg, der visiterer til omsorgspladser.

 

Formål

  • At du har et længerevarende ophold i boform, der tilgodeser dit behov for omfattende hjælp i almindelige funktioner eller pleje og omsorg.
  • At du bliver styrket eller kompenseret i forhold til din nedsatte funktionsevne til at magte eget liv
  • At du gennem individuel vejledning og hjælp bliver bedre i stand til at få et hverdagsliv på egne betingelser og dermed opnår størst mulig indflydelse på egen tilværelse. 

Levering af støtten

Hvem leverer støtten?

Det er Visitation og Indsats i Center for Social Indsats og Bolig, som afgør hvilket tilbud, der er relevant for dig. Du har mulighed for at komme med ønsker, men kommunen må afvise tilbud, som er dyrere end det tilbud, som kommunen har fundet og som vurderes at kunne dække dit støttebehov. Vi afviser også en flytning, hvis tilsynsrapporten tilkendegiver problemstillinger på tilbuddet.

Dit frie valg betyder, at du kan vælge et andet botilbud (herunder også i andre kommuner) under visse betingelser:

  • Det ønskede tilbud skal fortsat vurderes egnet af Visitation og Indsats
  • Du skal kunne godkendes både i Helsingør samt i tilflytningskommunen
  • Tilbuddet skal fremgå af Tilbudsportalen
  • Tilbuddet må ikke være mere end 10 % dyrere end det tilbud, som Visitation og Indsats har anvist dig

Helsingør Kommune driver følgende tilbud jf. almenboliglovens § 105:

  • Bofællesskabet Anna Anchers Vej 1-21.
  • Bofællesskabet Strandvejen.
  • Bofællesskabet Vinkeldamsvej.
  • Boligerne Anna Anchers Vej 23-43 (døgndækket).
  • Boligerne Vinkeldamsvej 12-19 (døgndækket).
  • Boligerne Vinkeldamsvej 20-27 (døgndækket).
  • Kronborghus (døgndækket).
  • Kronborgsund (døgndækket).

Hvis disse ikke kan opfylde dine behov, kan kommunen finde alternative offentlige eller private leverandører.

Tilsyn

Foranstaltningen er omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn. Det er Socialtilsyn Hovedstaden, der er tilsynsmyndighed.

 

Mål

I samråd med dig sætter rådgiveren indsatsformål og indsatsmål med udgangspunkt i dine håb og drømme. Indsatsmålene omsættes herefter til konkrete mål og delmål, der tilpasses borgerens behov og den visiterede indsats. Læs mere om samarbejdet omkring handleplan i introduktion til socialområdet.

Du tilbydes også en handleplan jf. servicelovens § 141.

Hvad består støtten af?

Botilbuddet skal sikre, at du modtager en helhedsorienteret, målrettet og fagligt kvalificeret indsats, tilgodese dine individuelle behov i tilrettelæggelsen af den pædagogiske praksis og give støtten med respekt for din integritet og værdighed. Det afgørende er, at støtten tager udgangspunkt i din individuelle situation, ressourcer og behov som følge af din nedsatte psykiske eller fysiske funktionsevne.

Hjælp til fx indkøb er omfattet af praktisk hjælp, og ydelsen kan bevilges uanset boform.

Kun tilbud med døgndækning omfatter:

  • Ledsagelse efter servicelovens § 97 (dette gælder dog ikke botilbuddet Vinkeldamsvej 20-27).
  • Omfattende praktisk hjælp til personlig hygiejne.

Hvad indgår ikke i botilbuddet?

  • Alle opgaver uden din deltagelse, herunder:
    • Hovedrengøring, hverdagsrengøring og oprydning (hvis du ikke er i stand til at gøre rent, kan du søge om støtte til rengøring eller selv betale for et rengøringsfirma).
    • Rengøring og istandsættelse af bolig, som borgeren fraflytter.
    • Indkøb og ærinder, fx til bank eller posthus.
  • Behandling, herunder samtaler eller ydelser, der leveres af det almene behandlingssystem
  • Ledsagelse til behandlingstilbud uden for det etablerede behandlingssystem – her skal foretages en konkret og individuel vurdering.

Se Ankestyrelsens principafgørelse 31-18 om hjemmehjælp, hovedrengøring og omfattende oprydning og principafgørelse 10-19 om snitfladen mellem personlig og praktisk hjælp og socialpædagogisk støtte.

Når du underskriver lejekontrakten, garanterer kommunen for boligtagerens kontraktmæssige forpligtelser over for ejendommens ejer til at istandsætte boligen ved fraflytning jævnfør Almenboliglovens § 54, stk. 4. Du har derfor ansvaret for de lejeretlige forpligtelser hvis du for eksempel har misligholdt boligen. Du vil efter fraflytning modtage en opkrævning for dette.

Indgreb i selvbestemmelsesretten

Botilbud er omfattet af reglerne i lov om social service vedrørende magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

 

 

Varighed

Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for foranstaltningen. Boformen er i udgangspunktet varig.

Omfang

I bofællesskaber vil du typisk have adgang til socialpædagogisk støtte i dagtimerne, mens du på de døgndækkede tilbud har personale til rådighed døgnet rundt.

Opfølgning

Når du er visiteret til længerevarende botilbud, vil der ske opfølgning efter tre måneder og derefter løbende efter behov. Hvis du har et varigt og stabilt funktionsniveau, vil Visitation og Indsats følge op minimum hvert tredje år.

 

 

Du betaler din egen husleje og forbrugsudgifter (el, vand og varme). Der opkræves betaling fra dig fra det tidspunkt, hvor boligen er til disposition.

Botilbuddet kan derudover stille en række valgfrie ydelser til rådighed mod betaling, fx kost, rengøring, transport i tilbuddets biler, fællesspisning eller aktiviteter.

Se også regler for brugerbetaling

I tilbud efter almenboligloven fastsættes lejen som en balanceleje. Der budgetteres hverken med over- eller underskud. Der er således ikke tale om afkast til ejeren i forbindelse med udlejningen. Lejen fordeles på de enkelte boliger efter deres indbyrdes værdi, jævnfør pkt. 31 i vejledning nr. 14 af 15/2-11 om botilbud m.v. til voksne.

Boligen anvises efter almenboliglovens § 5 eller § 105.

Bevilling om længerevarende botilbud efter almenboliglovens § 105, stk. 2 omhandler alene bodelen. Bodelen kan ikke bevilges efter servicelovens § 85. Der kan udover bevilling af socialpædagogisk støtte også bevilges andre ydelser efter serviceloven, herunder servicelovens § 83. Kommunen kan ikke begrænse dine muligheder for at få dækket dit hjælpebehov efter andre bestemmelser i serviceloven eller anden lovgivning.

Center for Social Indsats og Bolig

Birkedalsvej 27
3000 Helsingør
Tlf.: 49 28 28 28

Skriv sikkert til os

Borgere: Send Digital Post
Virksomheder: Send Digital Post