Længerevarende botilbud (servicelovens § 108)

Længerevarende botilbud tilbyder støtte enten i dagtimerne eller døgnet rundt, og kan være en mulighed for dig, som pga. betydeligt og varigt nedsat funktionsevne i længere periode ikke kan klare tilværelsen i egen bolig eller som i en årrække har boet i midlertidigt botilbud og hvor det vurderes, at du har brug for omfattende støtte.

Denne kvalitetsstandard handler specifikt om længerevarende botilbud. Husk at læse information om sagsbehandling, metoder, tilgange, oplysningspligt osv. i introduktion til socialområdet.

Helsingør Kommune har specifikke og uddybende vejledende retningslinjer ift. visitation og levering af tilbuddet. Der er dog altid tale om en konkret og individuel vurdering. 

Serviceniveau

Sagsbehandlingsfrist: Fem måneder, men alle afgørelser tilstræbes foretaget hurtigst muligt. Læs mere om kommunens sagsbehandlingsfrister.

Støttebehov: Visitation og Indsats (myndighedsafdelingen vurderer dit støttebehov. De skal vurdere, at du har behov for omfattende hjælp, for at du kan være i målgruppen til længerevarende botilbud. Derudover skal de vurdere, at dit støttebehov ikke kan tilgodeses gennem mindre omfattende indsatser end længerevarende botilbud.

Organisering

Omsorgsplads som alternativ til botilbud

På plejehjemmet Montebello er der - for dig med fysiske og psykisk kognitive udfordringer såsom udviklingshæmning eller hjerneskade og omfattende behov for pleje - mulighed for en særlig plejebolig (omsorgsplads).

Det er en forudsætning, at du i øvrigt opfylder kravene til at blive tildelt en plejebolig. Det er Center for Sundhed og Omsorg, der visiterer til omsorgspladser.

 

Visitation og Indsats i Center for Social Indsats og Bolig visiterer til længerevarende botilbud efter servicelovens § 108. Det er en rådgiver, der behandler din ansøgning. Rådgiver indstiller til Visitationsudvalget, der har den endelige beslutningskompetence.

Visitationsudvalget skal vurdere, om ophold i et længerevarende botilbud er en egnet og hensigtsmæssig foranstaltning for dig. I vurderingen indgår bl.a. princippet om mindst omfattende foranstaltning, økonomien i tilbuddet og din funktionsevne, ønsker og behov. Dine behov skal være varige og du skal have behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner, behov for pleje og omsorg eller særlig behandlingsmæssig støtte, for at du kan komme i betragtning til længerevarende botilbud.

Visitationen skal også forholde sig til overvejelser om beboersammensætningen, alternative bomuligheder m.v. Det er et krav, at dit behov ikke kan dækkes på anden vis. 

Sagsbehandlingsfrist

Udgangspunktet er en sagsbehandlingsfrist på fem måneder, men alle afgørelser tilstræbes foretaget hurtigst muligt. Sagsbehandlingsfrister på det sociale område  

Du kan være i målgruppen, hvis du er over 18 år og har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og/eller særlige sociale problemer.

Det kan også være, at du:

  • efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse
  • i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i en boform for personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ anbringelse
  • som vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal anbringes i en boform for personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ anbringelse.

Omsorgsplads

På plejehjemmet Montebello er der - for dig med fysisk - og psykisk kognitive udfordringer såsom udviklingshæmning eller hjerneskade og omfattende behov for pleje - mulighed for en særlig plejebolig (omsorgsplads).

Det er en forudsætning, at du i øvrigt opfylder kravene til at blive tildelt en plejebolig. Det er Center for Sundhed og Omsorg, der visiterer til omsorgspladser.

Formål

  • At du har et længerevarende ophold i boform, der tilgodeser dit behov for omfattende hjælp i almindelige funktioner eller pleje og omsorg.
  • At du bliver styrket eller kompenseret i forhold til din nedsatte funktionsevne til at magte eget liv.
  • At du gennem individuel vejledning og hjælp bliver bedre i stand til at få et hverdagsliv på egne betingelser og dermed opnår størst mulig indflydelse på egen tilværelse.

Levering af støtten

Hvem leverer støtten?

Det er Visitation og Indsats i Center for Social Indsats og Bolig, som afgør hvilket tilbud, der er relevant for dig. Du har mulighed for at komme med ønsker, men kommunen må afvise tilbud, som er dyrere end det tilbud, som kommunen har fundet og som vurderes at kunne dække dit støttebehov. Visitation og Indsats afviser også en flytning, hvis tilsynsrapporten tilkendegiver problemstillinger på tilbuddet.

Dit frie valg betyder, at du kan vælge et andet botilbud (herunder også i andre kommuner) under følgende betingelser:

  • Det ønskede tilbud skal fortsat vurderes egnet af Visitation og Indsats
  • Du skal kunne godkendes både i Helsingør samt i tilflytningskommunen
  • Tilbuddet skal fremgå af Tilbudsportalen
  • Prisen på tilbuddet må ikke være mere end 10 % højere end det tilbud, som Visitation og Indsats har anvist dig.

Helsingør Kommune har endnu ikke egne § 108-tilbud.

Tilsyn

Længerevarende botilbud er omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn. Det er Socialtilsynet, der er tilsynsmyndighed.

 

 

Mål

I samråd med dig sætter rådgiveren indsatsformål og indsatsmål med udgangspunkt i dine håb og drømme. Du kan derefter, sammen med medarbejderne på tilbuddet, sætte yderligere delmål for din udvikling og jeres samarbejde.

Du tilbydes også en handleplan jf. servicelovens § 141.

Hvad består støtten af?

Indsatsen i et længerevarende botilbud skal være baseret på en helhedsorienteret, målrettet og faglig kvalificeret indsats. Tilbuddet skal tilgodese dine individuelle behov i tilrettelæggelsen af den pædagogiske praksis. Det afgørende er, at støtten tager udgangspunkt i din individuelle situation, ressourcer og behov.

Brugerindflydelse

Når du bor i et botilbud, skal du have valgmuligheder og indflydelse på forhold, der vedrører eget liv. Hvis du ikke kan tage vare på egne forhold, skal botilbuddet inddrage dine pårørende eller en eventuelt værge.

Indgreb i selvbestemmelsesretten

Botilbud er omfattet af reglerne i lov om social service vedrørende magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

 

 

 

 

 

Varighed

Foranstaltningen er længerevarende og i udgangspunktet varig.

Omfang

I bofællesskaber vil du typisk have adgang til socialpædagogisk støtte i dagtimerne, mens du på døgndækkede tilbud har personale til rådighed døgnet rundt. 

Opfølgning

Når du er visiteret til længerevarende botilbud, vil der ske opfølgning efter tre måneder og derefter løbende efter behov. Hvis du har en stabil funktionsevne, vil Visitation og Indsats følge op minimum hvert tredje år.

 

 

Du har som udgangspunkt egenbetaling i forhold til husleje og forbrugsudgifter (el, vand og varme) og en række valgfrie ydelser, som botilbuddet stiller til rådighed mod betaling, fx kost, rengøring og transport i tilbuddets biler.

Læs mere om brugerbetaling

Visitation og Indsats beregner din egenbetaling ud fra oplysninger fra botilbuddet og fra dig. Beløbet vurderes igen én gang om året. Hvis du ikke har råd til egenbetalingen på det pågældende botilbud, skal der findes et alternativt botilbud, da du som udgangspunkt selv skal kunne betale omkostningerne ved din boform. Du skal informere om væsentlige ændringer i din økonomi i løbet af året, da det kan påvirke din egenbetaling. 

Der er variation i tilbuddene i forhold til om der er visiteret rengøring som en del af tilbuddet.

Hvis du bor i botilbud, betaler du som udgangspunkt selv for egen befordring.

Helsingør Kommune benytter sig af § 108-tilbud i et økonomisk spænd mellem ca. 485.000 kr. og 3,5 mio. kr. årligt afhængigt af hvor omfattende et støttebehov, du har. Din egenbetaling svarer til de udgifter, du ellers ville have haft, hvis du boede i egen bolig, såsom husleje og mad.

 

 

Ifølge servicelovens § 108 skal kommunalbestyrelsen tilbyde ophold i boformer, der er egnet til længerevarende ophold til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden vis.

Servicelovens § 108 skal ses i sammenhæng med almenboliglovens § 105, stk. 2, som tilsiger, at kommunalbestyrelsen skal drage omsorg for, at der i nødvendigt omfang tilvejebringes almene ældreboliger, der kan udlejes til ældre og til personer med handicap, som har et særligt behov for sådanne boliger. Boligtilbud bygget og drevet efter almenboliglovens § 105, stk. 2 kan omfatte borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt socialt udsatte borgere.

Forskellen mellem servicelovens § 108 og almenboliglovens § 105, stk. 2 tilbud er, at i sidstnævnte får du selvstændig lejekontrakt.

Center for Social Indsats og Bolig

Birkedalsvej 27
3000 Helsingør
Tlf.: 49 28 28 28

Skriv sikkert til os

Borgere: Send Digital Post
Virksomheder: Send Digital Post