Det bliver kæmpestort, når Helsingør den 25. maj er værter for motionsfesten Royal Run. Op mod 50.000 mennesker ventes at besøge byen i dagens løb. 17.500 af dem skal være med i selve løbet.
Ruterne er netop blevet offentliggjort, og de viser meget af det smukkeste, Helsingør har at byde på: Kronborg, Kulturhavnen og den historiske bymidte.
Starttider
Kl. 12 begiver de første løbere sig ud på den længste rute - 10 km.
Kl. 15 bliver One mile-ruten skudt i gang.
Kl. 17.15 er det tid til 5 km-ruten.
Åbne butikker
Da løberne er godt fordelt over dagen, ventes der rigtig mange mennesker i Helsingør Bymidte fra om formiddagen til et stykke ud på aftenen. Både løbere og tilskuere.
Der er arrangeret musik og underholdning, bl.a. fra en scene på Axeltorv. Her vil også være storskærm, hvor man kan følge med i Royal Run. Og butikkerne i bymidten har ekstraordinært fået lov at holde åbent, selv om det er helligdag.
Citymanager Tanja Höper fra foreningen for Bedre Byliv håber meget, at butikkerne vil gribe muligheden for at holde åbent.
Anden pinsedag får vi en sjælden mulighed for at vise Helsingør fra sin allerbedste side. Med op mod 50.000 gæster i byen handler det ikke om at gøre mere – men om at være til stede," siger hun:
"Jeg håber, at byens erhvervsdrivende vil holde åbent og være med til at skabe den stemning, der gør, at man ikke bare besøger Helsingør – men får lyst til at blive lidt længere."

