De ni medlemmer af Helsingør Seniorråd har holdt konstituerende møde – og besluttet, hvordan posterne skal fordeles de kommende fire år. Pernille Hermann er ny formand med Merete Haugaard Jensen som næstformand og Ib Kirkegaard som kasserer.
Seniorrådet har til opgave at rådgive byrådet og styrke dialogen med borgerne om lokale ældrepolitiske spørgsmål.
De øvrige medlemmer af det nye Seniorråd er Jens-Ole Andersen (tidligere formand), Annie Thygesen Andersen, Jette Lützhøft, Mona Westermann, Aksel Bo Ravn og Jens Kirkegaard.
Info om Seniorrådet
I november 2025 var der for første gang fremmødevalg til Seniorrådet på kommunens 12 valgsteder - samtidig med kommunal- og regionsrådsvalget.
Forventningen var, at fremmødevalget ville give en høj stemmeprocent. I andre kommuner giver fremmødevalg stemmeprocenter på over 50, men i Helsingør Kommune stemte kun ca. hver tredje over 60 år til Seniorrådsvalget.
Mange seniorer gav på valgstederne udtryk for, at de ikke vidste noget om Seniorrådet og derfor ikke ville stemme - eller de stemte blankt eller valgte en tilfældig kandidat.
Derfor vil Seniorrådet i den nye periode gøre mere for at blive synlige i den lokale debat.
Jeg synes allerede, vi har gjort meget i sidste periode for at gøre opmærksom på os selv. Vi har bl.a. holdt nogle meget velbesøgte informationsmøder på Hamlet, og vi har fået vores egen hjemmeside, som vi vil bruge endnu mere i fremtiden,” fortæller Pernille Hermann og fortsætter:
Vi har nedsat en arbejdsgruppe, som skal brainstorme på, hvordan vi ellers kan blive mere synlige. Vi skal også lokke pressen til at interessere sig mere for os. Endelig har vi tætte samarbejder med Ældre Sagen og Faglige Seniorer og kan få information ud via nyhedsbreve til deres mange tusinde medlemmer. Vi holder også møder sammen med de to organisationer, og vi tager fælles initiativer og taler i samme retning.”
Tænketank for politikerne
Pernille Hermann betragter det som Seniorrådets vigtigste opgave at være tænketank for politikerne i byrådet.
Vi har jo skoene på selv og ved, hvad der rører sig på ældreområdet. Derfor kan vi bygge bro mellem borgere og politikere. Vi har et supergodt samarbejde med politikerne i Omsorgs- og Sundhedsudvalget og føler helt klart, at vi bliver taget med på råd. Arbejdet i Seniorrådet giver rigtig god mening, og det er godt, for vi bruger ganske mange timer på det.”
I det nye Seniorråd er der seks gengangere fra det tidligere Seniorråd, og det er en fordel, understreger Pernille Hermann, som selv har taget hul på sin anden periode som seniorrådsmedlem.
De seks erfarne medlemmer kan hurtigt hjælpe de tre nyvalgte til rette, og rådet kan fortsætte arbejdet med de mange mærkesager fra sidste periode.
Jeg har selv en mærkesag med flere busser, bænke og offentlige toiletter. Hvad nytter det fx med fine tilbud for at bekæmpe ensomhed, hvis folk kun kan komme dertil med flextur til to gange 78 kr.? Der skal da være en almindelig bus! Vi får også kun ældre ud at gå ture, hvis der er bænke, så de kan hvile benene. Og offentlige toiletter.”
De offentlige toiletter var allerede på dagsordenen i sidste periode, og der er ting, som er forbedret, siger Pernille Hermann.
”Der er ikke kommet flere toiletter. Men rengøring og vedligeholdelse er blevet meget bedre. Nu skal vi arbejde for bedre skiltning.”
Aflastning og arbejdsmiljø
En anden mærkesag for Seniorrådet er, at der skal være nok aflastning til pårørende, som har alvorligt syge ægtefæller. Der skal lukkes op for aktivitet på plejehjemmene i nærområderne. Sygefraværet skal ned på plejehjem og i hjemmeplejen. Og så følger Seniorrådet implementeringen af den nye ældrelov tæt.
Vi har fokus på medarbejdernes arbejdsmiljø og håber, at ældreloven fører til et opgør med minuttyranniet. For hvis medarbejderne har det godt, har de ældre det godt,” understreger Pernille Hermann.
Seniorrådet mødes fast en gang om måneden og deltager desuden i forskellige kommunale og eksterne samarbejder.


