Vinderen af Helsingør Kommunes Sociale Beskæftigelsespris 2025 er Rema 1000 på Esrumvej.
Bag supermarkedet står Jesper Nielsen og Amalia Thulin. Ægteparret gør en stor beskæftigelsesrettet indsats for udsatte og ledige borgere i kommunen. Samtidig engagerer de sig meget i lokalsamfundet. Bl.a. gennem et samarbejde med Stubben og Marienlyst Strandhotel - for at stoppe madspild og hjælpe hjemløse.
Knud Vinther Hansen, næstformand for Social- og Beskæftigelsesudvalget, overrakte Den Sociale Beskæftigelsespris til købmand Jesper Nielsen, da Helsingør Kommune den 12. januar holdt nytårskur for erhvervslivet.
Vi har heldigvis mange virksomheder i Helsingør Kommune, som tager et særligt socialt ansvar,” siger han:
Det sætter vi stor pris på. For det er vigtigt, at erhvervsliv og kommune hjælpes ad med at få ledige borgere i job. Også borgere, som har fået en skæv start på arbejdslivet, eller som af den ene eller anden årsag har svært ved at passe ind. Samtidig er det superflot, at Rema 1000 straks sagde ja, da Marienlyst Strandhotel efterlyste overskudsmadvarer til projektet, hvor de laver mad til hjemløse på Stubben."
Mennesker vokser
Købmand Jesper Nielsen er meget glad for prisen.
Det er vigtigt for os at hjælpe nogle af dem, som står i udkanten af arbejdsmarkedet. Vi har et godt samarbejde med jobcentret og tager fx folk i praktik, som skal finde ud af, hvor meget de kan arbejde. Det kan være mennesker med sproglige barrierer eller et fysisk handicap. Det kræver, at vi investerer noget tid i oplæringsfasen, men vi ender ofte med meget loyale medarbejdere, som også har betydning for bundlinjen. Det er godt at se, hvordan mennesker vokser af at have noget at stå op til," fortæller han.
Viser overskud
I alt 11 virksomheder var indstillet til årets pris. Og de fortjener alle sammen en kæmpestor tak, understreger Knud Vinther Hansen:
Det kalder på en enorm respekt, når virksomheder viser overskud og rummer mange forskellige ledige med mange forskellige behov. Det kræver både et strukturelt og et menneskeligt overskud at række ud og hjælpe,” siger han.
Den Sociale Beskæftigelsespris består af blomster, et diplom og kunstværket ’På Rette Vej’ af kunstner Thomas Nørgaard fra Hornbæk.
Læs mere om projektet for at stoppe madspild og hjælpe hjemløse: Lokale virksomheder samarbejder om mad til udsatte borgere

