Lotte Knudsens liv som ryger begyndte, da hun kun var ni år gammel, hvor hun prøvede at ryge sammen med nogle veninder, fordi det var sejt. Hun røg fast fra hun var 14. Næste gang fylder hun 67, og nu er det slut. Siden august har Lotte været ikkeryger.
”Jeg kommer fra et rygerhjem og har altid været sammen med andre rygere, men jeg har gerne ville stoppe længe for helbredets og omgivelsernes skyld,” fortæller hun.
Gratis kursus i sundhedshuset
En ny, landsdækkende rygestop-kampagne er netop gået i gang. Den hedder ’Danmark dropper røgen’, men Lotte har aldrig været den, der lagde mærke til oplysningskampagner. Det var en banko-veninde, der en dag spurgte, om Lotte ikke ville med til ’Kom og Kvit’, der er et af de fire ryge- og nikotinstop-kurser, som Helsingør Kommune tilbyder gratis.
’Kom og Kvit’ foregår i Helsingør Sundhedshus hver tirsdag kl. 17-18.30. Når man har tilmeldt sig og haft en samtale med stoprådgiveren, dumper man bare ind, når det passer en bedst.
”Jeg var spændt på, hvad jeg gik ind til. Rygestopkonsulenten er sød og god til at fortælle. Man sidder sammen med andre i samme situation og hører deres historier. Man giver hinanden skulderklap og kan spørge, hvad de andre gør, når det bliver svært,” siger Lotte.



