Børnehuset Skovparken

Selvejende integreret institution tæt på Espergærde station, skov og strand.

Læs mere om børnehuset

Værd at vide om Børnehuset Skovparken

Inden barnet starter hos os, afholder vi en opstartssamtale for forældre og personale på den modtagende stue. Ved samtalen drøftes barnets indkøringsperiode, barnets rytmer, vaner samt generelle behov. Nye forældre får samtidig udleveret velkomstbrev, som fortæller om husets daglige praksis.

På barnets første dag bliver barn og forældre modtaget af personalet fra stuen. Barnet vil oftest være her med en forælder nogle timer om formiddagen. Derefter aftales med personalet, hvad barnets behov er.

For de yngste børn tager en indkøring typisk en uge, men kan variere fra barn til barn. For de ældre børn, der kommer udefra, laver vi aftaler om individuel indkøring i forhold til barnet.

I Skovparkens Børnehus har vi forældrevalgt frokostordning, som består af varm mad tre til fire gange om ugen og kold mad en til to dage om ugen. Vores køkkenmedarbejder bestræber sig på at lave varieret kost fyldt med smag, masser af grøntsager og kun få dage med kød.

Forældrene stemmer hvert andet år om tilslutning til en frokostordning for alle børn. Nuværende ordning løber til 1. august 2027.

Der bliver serveret morgenmad i institutionen mellem kl. 6.45 og 7.30. Morgenmaden består af havregrød eller havregryn med mælk. Børnene må ikke selv have morgenmad med i institutionen. Vi opfordrer jer til at komme i god, tid hvis jeres barn skal have morgenmad.

Vuggestuebørn skal selv have formiddagsmad med, som kan bestå af et stykke blødt frugt fx banan eller en blød pære og et lille stykke brød fx en bolle eller rugbrød uden kerner.

Alle børn skal selv have eftermiddagsmad med. Vi opfordrer til at give jeres barn et nærende, sundt og mættende måltid med fx en rugbrøds-klemme og grøntsagsstænger.

I en afgrænset periode har Helsingør Kommune fået nye muligheder for at udvikle kvaliteten i vuggestuer og børnehaver til gavn for børnene. Helsingør Kommune er udvalgt som én af to kommuner, som er sat fri på dagtilbudsområdet. Denne frisættelse kaldes for Velfærdsaftalen og løber fra 1. juli 2021 til 31. juli 2025.

Skovparkens Børnehus arbejder derfor ikke specifikt efter pædagogiske læreplaner, da vi er frisat.

Vi arbejder med at gøre børnene klar til livet på alle områder. Vi inddeler dagligt børnene i mindre grupper for at sikre barn/voksen-nærværet gennem gode relationer og for at styrke barnet i aktiviteter efter alder og niveau i meningsfulde læringsmiljøer.

Vi arbejder ofte med projekter og emner, som kan være årstidsbestemt, præget af traditioner eller ideer som børnene kommer med. Ved at kende det enkelte barn og børnegruppen godt, kan vi planlægge ud fra dette perspektiv og er aldrig bange for at prøve noget nyt.

Pædagogisk tilsyn gennemføres hvert andet år af en konsulent. Du er velkommen til at kontakte børnehuset, hvis du ønsker at høre om den pædagogiske tilsynsrapport. 

Hele børn på vej videre i livet

I Skovparkens Børnehus er det vigtigt for os at give børnene en tryg og lærerig hverdag, så de udvikler sig til hele mennesker, der er klar til livet videre frem.

Vi tror på, at børn lærer bedst gennem nærvær og engagement. Derfor er vi som voksne bevidste rollemodeller, der viser glæden ved fællesskabet og betydningen af at være sammen med andre. Vi ser og anerkender, at alle børn er forskellige med individuelle behov, og en vigtig del af deres læring er at forstå og respektere disse forskelligheder.

I hverdagen er vi tydelige omkring de værdier og normer, der gælder i institutionen, så børnene let kan spejle sig i dem. Når vi møder dem med omsorg og nærvær, skaber vi tryghed og understøtter deres evne til at være anerkendende over for andre.

Vi giver børnene plads til at udtrykke deres meninger og tage del i beslutninger, fordi vi ved, at medbestemmelse styrker deres selvstændighed og samarbejdsevner. Ved at møde børnene i øjenhøjde og tage os tid til at lytte, viser vi dem, at de er værdifulde og betydningsfulde medlemmer af Skovparkens Børnehus.

Besøg os

I er velkomne til at besøge os og høre mere om hverdagen i Skovparkens Børnehus. Kontakt leder Christiane Blum Kirknæs for at aftale et besøg.

Skovparkens Børnehus
Skovparken 13
3060 Espergærde

Daginstitutionsleder
Christiane Blum Kirknæs
Telefon: 49 28 12 09
Mail: cbkir@helsingor.dk

Åbningstider
Mandag til torsdag: 06.30-17.00
Fredag: 06.30-16.15

Kontakt Skovparkens Børnehus

Kontor:

Tlf.: 49 28 12 09

Vuggestuen:

Musene: 49 28 43 40
Myrerne: 49 28 43 41

Børnehaven:

Snegle2: 49 28 43 42
Snegle1: 49 28 43 43
Trolde: 49 28 43 44