Arbejdsmiljø
Når hjemmeplejens medarbejder hjælper dig med personlig pleje, er det nødvendigt, at dit hjem godkendes som arbejdsplads i henhold til Arbejdsmiljøloven. Det betyder, at hjælpen skal udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt for medarbejderne.
Indretningen i din bolig
Det er vigtigt, at der er god plads til at hjælpe dig med den personlige pleje. Det kan i visse tilfælde være nødvendigt at flytte om på - eller helt fjerne - nogle af dine møbler. Hvis du og medarbejderen ikke kan finde den fornødne plads, kan det være, at hjælpen må gives i et andet rum. Din hjælper eller hjemmeplejens forflytningsvejleder kan yde rådgivning i forhold til en hensigtsmæssig indretning.
Hjælpemidler som arbejdsredskaber
For at sikre medarbejderens arbejdsmiljø, kan der blive brug for særlige hjælpemidler fx en elektrisk plejeseng, en toiletstol eller
et glidestykke til sengen.
Helsingør Kommune udlåner gratis de forskellige hjælpemidler, der er nødvendige for, at medarbejderen kan hjælpe dig med den personlige pleje.
Hvis du har brug for hjælpemidler på hjul fx en lift, er det vigtig, at hjulene kan køre uhindret over gulvet. Derfor kan det være nødvendigt at fjerne gulvtæpper og løse ledninger samt at lægge dørtrinsplader eller gummilister ved evt. dørtrin.
Pleje i sengen
Hvis du har behov for hjælp til personlig pleje i sengen, er der brug for en elektrisk plejeseng og et godt arbejdslys. Der skal være mindst 95 cm. fri plads på hver side af sengen og mindst 50 cm. ved fodenden. Hvis der benyttes gulvlift i forbindelse med pleje i sengen, kræves der mindst 2 x 2 meter fri plads ved forflytningen. Se evt. Helsingør Kommunes kvalitetsstandarder, der beskriver kommunens serviceniveau i forhold til personlig pleje.